Når VM i halvmaraton, 5 km og One Mile kommer til København i september, handler det ikke kun om elite og medaljer. Partnerne bag mesterskabet lancerer nu en aktiveringsindsats, med ambitionen om at få flere danskere – heriblandt udsatte borgere – ud at løbe både før, under og efter VM.
Ambitionen er, at VM skal kunne mærkes længe før løbsdagene og sætte aftryk, der rækker videre end selve mesterskabet. Derfor lancerer partnerne bag VM nu en fælles indsats under navnet Vejen til VM, der rulles ud i månederne frem mod mesterskabet.
Det overordnede mål er at igangsætte aktiviteter og forløb, der engagerer flere danskere i løb og bevægelse – på tværs af alder, niveau og geografi – og samtidig styrker fællesskaber og foreningsliv.
Herunder kan du finde en oversigt over de forskellige aktiveringsindsatser.
19. september 2025: One Year To Go
188 skolebørn i 4.-6. klasse fra Institut Sankt Joseph, Strandvejsskolen og Guldberg Skole deltog fredag i VM One Year To Go-løbet i Fælledparken som optakt til WRRC Copenhagen 26. Eleverne dystede i en stafet, hvor hver deltager løb 400 meter, og alle elever fik en særlig præmie med hjem, nemlig et gratis startnummer til VM One Mile (1,609 km). Arrangørerne håber, at mesterskabet vil inspirere flere børn og unge til løb og fællesskab.
Februar 2026 - september 2026: Løbeforløb
Løbeforløb for minimum 20 hold på tværs af gymnasier, folkeskoler og skolefritidsordninger engagerer børn og unge i alderen 7-20 år i VM. Gennem forløbene bliver løb en del af idrætsundervisningen, hvor eleverne både prøver kræfter med forskellige løbeaktiviteter og lærer mere om VM og fællesskabet omkring eventet.
Februar 2026 - august 2026: FerieCamps
Som en del af Københavns Kommunes FerieCamps bliver der afholdt løbeevents for børn og unge i alderen 3-17 år fra udsatte bydele i København. Her får deltagerne mulighed for at prøve kræfter med løb gennem lege, stafetter og andre aktiviteter, samtidig med at de lærer mere om VM i løb. I forbindelse med indsatsen donerer arrangørerne i alt 500 startnumre til lokale deltagere fra de udsatte boligområder fordelt over alle tre ferieperioder. FerieCamps finder sted 9.-13. februar, 28. marts - 1. april, og 29. juni - 7. august.
13. marts 2026 - 19. september 2026: Hele Danmark løber mod VM
Som en del af indsatsen "Hele Danmark løber mod VM" afholder 21 klubber under Dansk Atletik Forbund events rundt om i landet frem mod VM i København i 2026. Initiativet skal engagere børn, unge og voksne i hele Danmark og gøre VM til en landsdækkende løbefest. Dansk Atletik støtter klubberne med blandt andet sparring og tidtagning, samtidig med at indsatsen skal inspirere flere foreninger til at afholde lokale events, der kan styrke klubmiljøerne og fællesskabet omkring løb.
Læs mere om Hele Danmark løber mod VM
21.-22. april & 5. maj & 12. maj 2026: Skole OL-kvalifikationsstævner
Vejen til VM var til stede med forskellige aktiviteter ved kvalifikationsstævnerne til Skole OL 21.-22. april på Østerbro og 5. og 12. maj i Sundby Idrætspark. Børnene kunne blandt andet teste deres hastighed på en løbebane med professionel fartmåling og sammenligne deres resultater med f.eks. en bil eller en leopard.
9. maj 2026: CPH Mini Marathon
Der var fart over feltet, store smil og masser af medaljestolthed, da mere end 1.800 glade og spændte børn indtog Fælledparken til årets CPH Mini Marathon. Her blev weekenden skudt i gang med løb, leg og marathonstemning for de yngste deltagere, dagen før de voksne indtog gaderne til Copenhagen Marathon. Årets Mini Marathon deltagere løb den famøse One Mile (1,609 km) som opvarmning til VM i København. Til løbet var der også en speciel Vejen til VM-zone med bl.a. en 50 meter løbebane, hvor deltagerne kunne teste deres hastighed med professionel fartmåling og sammenligne deres tider med alt fra en VM-løber til en bil og en leopard. Der blev desuden trukket lod om 10 startnumre til VM i One Mile blandt løberne på 50 meter sprinten, ligesom der blev overrækt startnumre til VM i One Mile til de tre hurtigste drenge og de tre hurtigste piger ved CPH Mini Marathon.
7. juni 2026: Centimeter Maraton med Børneulykkesfonden
Vejen til VM og Østerbroweekend inviterer til Centimeter Maraton i Fælledparken – et børneløb for 2-10-årige. På den 42.195 centimeter lange rute (422 meter) får børnene mulighed for at gennemføre deres helt eget maraton i festlige rammer. Efter løbet venter der guldmedaljer, diplomer og snacks til deltagerne, mens Rasmus Klump står klar med highfives og mulighed for billeder. Hele familien kan være med, og det er muligt både at løbe sammen med sit barn eller heppe fra sidelinjen – også med klapvogn, hvis de små ben bliver trætte undervejs.
Læs mere om Centimeter Maraton
9.-12. juni 2026: Skole OL-finale
Vejen til VM er til stede med forskellige aktiviteter ved finalerne i Skole OL i Sundby Idrætspark. Der er både aktiviteter målrettet de børn og unge i 4.-8. klasse, som deltager i Skole OL finalerne og aktiviteter målrettet de omkringliggende børnehaver og skolefritidsordninger. Børnene kan blandt andet teste deres hastighed på en løbebane med professionel fartmåling og sammenligne deres resultater med f.eks. en bil eller en leopard.
11. juni 2026: Helteløb med Børneulykkesfonden
Helteløbet i Sundby er et familievenligt løbeevent, hvor børn og voksne forvandles til superhelte med kappe, maske og løbsnummer på maven. På den 1 kilometer lange rute er der plads til at løbe, gå eller hoppe i eget tempo, og fokus er på leg, bevægelse og fællesskab frem for konkurrence. Eventet er en del af Folkefesten i Sundby og Vejen til VM, og samtidig støtter deltagerne Legeheltene, som arbejder for at skabe mere leg, bevægelse og glæde for indlagte og udsatte børn i Danmark.
3. september 2026: Social Run for kollegier i København
Vi inviterer kollegierne i København til at deltage i Social Run i Amager Fælled som optakt til VM.
Mere information følger.
Som en del af aktiveringsprogrammet har arrangørerne bag VM også taget initiativ til en række events, der både fungerer som optakt til VM og så fortsætter de også efter mesterskabet. Ambitionen er netop at få flere danskere – heriblandt udsatte borgere – ud at løbe både før, under og efter VM.
Desuden er der også blevet udloddet omkring 100 startnumre til VM i One Mile og 5 km til OMBOLD's løbehold, DIF's Startblokken og indsatser for Ukrainske fordrevne samt indsatser for forebyggelse af overvægt hos familier i udsatte bydele. Forhåbningen er, at det vil resultere i organiserede trænningsgrupper frem mod VM, som også vil fortsætte efter mesterskabet.
Herunder kan du finde en oversigt over legacy-projekterne.
Team Hverdagsmestre
Et nyt gratis løbehold på Østerbro skal fremme fysisk aktivitet og fællesskab for mennesker med let eller begyndende demens som en del af indsatsen 'Vejen til VM'. Projektet bygger på forskning, der viser, at motion og sociale fællesskaber kan styrke funktionsevne, humør og hjernesundhed hos mennesker med demens. Holdet træner i Fælledparken og på Østerbro Stadion med fokus på tryghed og fællesskab, og ambitionen er, at op mod 15 deltagere skal være med til VM-festen i København i september 2026. Oprindeligt var det tænkt at Team Hverdagsmestre skulle løbe med på enten One Mile eller 5 km, men tilslutningen har vist sig at være så god, at der faktisk også er en del af løberne, der træner frem mod at deltage i halvmaraton ved VM. Initiativet er skabt i samarbejde mellem blandt andre Dansk Atletik, Sparta Atletik & Løb, Wonderful Copenhagen, Alzheimerforeningen og National Videnscenter for Demens med håbet om at skabe et varrigt løbefællesskab også efter VM.
Læs mere om Team Hverdagsmestre.
Copenhagen Student Run
Et Stafetløb for studerende i alderen +16 år samler deltagere i hold af tre til en festlig løbeoplevelse i Fælledparken. Løbet er målrettet studerende på universiteter i Storkøbenhavn og har fokus på fællesskab og energi. Eventet er samtidig målrettet både danske og internationale studerende for at engagere unge fra hele verden i løbefællesskabet. I 2026 blev eventet afholdt på en solrig fredag eftermiddag d. 17. april og deltagerne kunne blandt andet vinde startnumre til VM i København 2026. Copenhagen Student Run afholdes i samarbejde mellem KU Studenteridræt, Dansk Atletik og Sparta Atletik & Løb, og det er målsætningen, at det skal være et årligt tilbagevendende event.
Atletikdagen i ZOO
Vejen til VM inviterer lokale børnehaver i København til en sjov dag i ZOO København, hvor børnene får mulighed for at prøve forskellige atletikdiscipliner i et sjovt og legende miljø. I 2026 afholdes eventet d. 19. juni, og målsætningen er, at arrangementet skal udvikle sig til at blive et tilbagevendende event.
Copenhagen ZOOLØB
ZOOLØB er et unikt løbeevent i hjertet af ZOO København, hvor deltagere kan opleve Haven på en helt ny måde gennem enten One Mile eller 5 km. Begge ruter start og slutter inde i ZOO, mens 5-km-ruten også går gennem Søndermarken. Efter løbet kan deltagerne sammenligne deres tider med nogle af ZOOs dyr, udforske Haven og nyde en dag blandt dyr og natur. Som en del af eventet er der desuden mulighed for at vinde billetter til World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26. De tre hurtigste løbere i hvert sf de tre One Mile-heats samt de tre hurtigste på 5 km vinder hver en billet, og derudover trækkes der lod om tre billetter blandt alle deltagere uanset distance. I 2026, afholdes Copenhagen ZOOLØB d. 20. juni, og det er ambitionen, at eventet vil vende retur igen til næste år.
Mini Stafetten
Mini Stafetten er et løbeevent for elever i 3.-8. klasse, hvor skoleklasser får mulighed for at opleve den særlige stemning i Fælledparken, der er kendt fra DHL Stafetten. Eleverne konkurrerer i stafetløb på en 400 meter lang rute med startnumre, chiptid og depeche, mens dagen også byder på fælles opvarmning, maskotaktiviteter og fokus på fællesskab og bevægelsesglæde. Som en del af eventet får klasserne desuden tildelt et VM-land og deltagerne skal designe deres egne startnumre med mulighed for at vinde billetter til VM One Mile i København 2026. Ligesom med de andre legacy-projekter, er det målsætningen at Mini Stafetten vil blive til et årligt tilbagevendende event i stil med den velkendte DHL Stafet.